Om Foreningen

Dansk Landskabsøkologisk Forening blev stiftet i 1992 som en afdeling under den internationale sammenslutning for landskabsøkologi: Interna­tional Association for Landscape Ecology (IALE), der blev stiftet i 1982 med det formål, at fremme kommunikationen blandt forskere, planlæggere og praktikere indenfor landskabsøkologi­en, der indenfor de senere år er blevet et stadigt vigtigere emne indenfor miljøplanlægning og landskabsforvaltning.

DLFs formål er at udbrede kendskabet til landskabsøkologien i Danmark, øge informationen blandt forskere, planlæggere og praktikere indenfor landskabsøkologien, og bidrage til at øge forståelsen for, hvorledes mange økologiske problemer kun finder deres løsning gennem en helhedspræget indsats for at sikre og udvikle en bedre sammenhæng mellem struktur og funktionalitet i vore landskaber.

Foreningen henvender sig især til landskabsforskere (af vidt forskellig faglig baggrund), der ønsker at indgå i et tværfagligt netværk omkring landskabsrele­vant forskning, planlæggere indenfor staten, regioner og kommuner og rådgi­vere indenfor forskellige former for landskabsudnyttelse; landbrugskonsulenter, forstfolk, rådgivende ingeniører m.v. Men også de, der skaber landskabet gennem aktiv produktionsmæssig eller anden udnyttelse, landbrugere, skovbrugere, jægere, naturforvaltere og det stigende antal almindelige mennesker, der dagligt eller i deres fritid interesserer sig for landska­bet og dets udvikling, ser vi meget gerne som medlemmer i foreningen.

Foreningen formidler kontakt til landskabsøkologer i hele verden gennem afholdelse af kongresser og seminarer i samarbejde med IALE og søsterorganisationer i andre lande, samt udsendelse af en IALE-Bulletin 4 gange årligt. Tidsskriftet Landscape Ecology tilbydes medlemmerne til favørpris. Derudover afholder DLF som minimum et årligt en-dages seminar på Københavns universitet.

Vil du være medlem af Dansk Landskabsøkologisk Forening? Så kontakt Stig Svenningsen, som er foreningens kasserer, på mailadressen stsv@kb.dk for yderligere oplysninger om medlemskab.